På det seneste har jeg fået en del spørgsmål angående mit hår. Specielt i forbindelse med dette indlæg (og det her), hvor ovenstående billede også er fra.
Det er jo snart en krig siden og jeg lovede at vende tilbage, både angående hvordan og hvorledes jeg plejer mit hår og hvilke produkter jeg bruger.
Tænkte at vi lige kan starte med metoden og så laver jeg endnu et indlæg med produkter.
Jeg følger, mere eller mindre, den metode der beskrives i bogen Curly Girl af Lorraine Massey. Du kan læse mere om det hele i denne lille Wikihow, der dog ikke stemmer helt overens med bogen. I det store og hele går det ud på at lade være med at bruge shampoo (især dem med sulfater), at give ens hår fred for hårtørrer, glattejern og stride børster og ellers at give det masser af fugt og pleje. Altsammen fordi krøllet/bølget/kruset hår er mere skrøbeligt og tørt end glat hår. Og derfor skal behandles (og i øvrigt klippes) anderledes end glat hår.
Lad mig lige understrege, at det her ikke er sådan en ‘selvrensende hår’-kur. Man vasker sit hår, gerne dagligt. Man bruger bare ikke shampoo, men i stedet en let balsam og/eller lunket vand og lidt massage med fingrene. Det kan nok bedst sammenlignes med at rense sit ansigt med rensemælk i stedet for vand og sæbe – man kan jo sagtens rense make-up og snavs af alligevel.
Mange med naturkrøl/bølger/krus oplever at deres hår er helt uregerligt lige efter vask (og oftest er pænest på 2. eller 3. dagen) og det er simpelthen fordi sulfaten (der stort set findes i al shampoo) er alt for skrappe for det porøse hår.
Jeg ved godt at det lyder helt gak, ikke at skulle vaske sit hår med shampoo, men jeg har ikke gjort det i snart 3 måneder (bortset fra et par gange af gammel vane og det var med en uden sulfat) og jeg har aldrig været bedre venner med mit hår. Og nej, det lugter ikke og det bliver ikke fedtet :)
Jeg undgår i øvrigt for det meste produkter med silikone (alt det der ender på -one bag på balsamen/’hårolien’/plejeproduktet/hårkuren), da det danner et lag uden på hårstrået, der umiddelbart får det til at se smukt og glansfuldt ud, men som også er en barriere for at håret kan modtage næring. For at få silikonen af, så håret kan modtage pleje, skal der skrap shampoo til og sådan kører det så. Det er altså lidt som at tisse i bukserne for at holde sig varm. Det skal dog nævnes at nogle silikoner er vandopløselige og derfor ikke helt så stygge.
Til allersidst vil jeg lige understrege at jeg tager afstand fra alle former for fanatisme og hey, det er jo bare hår. Så selvom Mrs. Massey, prædiker et nærmest religiøst forhold til krøllerne og gerne vil have en til at aflægge et løfte (mest for sjov i bogen… håber jeg) om aldrig mere at ‘mishandle’ ens hår, så har jeg altså gang i glattejernet og børsten af og til. Og jeg tørrer hår dagligt… dog med en diffuser/soft-styler…
Hvis I i denne forbindelse sidder og tænker: “Har hun ikke lovet os en guide til ‘bølger med glattejern’ og ‘krøller/bølger’ med clips”, så husker I helt korrekt og de kommer, men hver ting til sin tid.
Og så kan jeg vist heller ikke sludre mere om hår i denne omgang :)
Tilføjelse: Jeg friserer selvfølgelig mit hår. Bare kun når jeg er i bad og har puttet balsam i og kun med fingrene og/eller en bredtandet kam.
Lækker opskrift på hjemmelavet hårkur her.
I – more or less – follow the Curly Girl method as described by Lorraine Massey in the book by the same name.